Om behandlingen

Få familielivet til at balancere bedre

Metakognitiv behandling

Metakognitiv behandling går ud på at man bliver bevidst om hvad det er for nogle tanker man tænker. Man lærer sine tankemønstre at kende, og træner at ændre uhensigtsmæssige tankestrategier.


Uhensigtsmæssige tankestrategier er dem der fastholder eller forstærker følelsesmæssig og mental lidelse. I den metakognitive tilgang ser man at det er menneskers overbevisninger om hvilke tanker der beskytter en mod lidelse, eller manglende bevidsthed om hvilke tanker der tænkes, der bringer en psykisk ubalance.


I mine forløb bringes disse mønstre til bevidsthed i familierne. Der trænes med konkrete øvelser, så man som familie kan skabe en bedre balance mellem tanker, følelser og handling, og dermed opleve at få mere ro og mentalt og følelsesmæssigt overskud i sit familieliv.


Mentaliseringsbaseret behandling

I den mentaliserende tilgang er man optaget af at prøve at forstå andres følelser og handlinger. Man er nysgerrig på hvad andre har på sinde, og man har modet til at kigge på sig selv udefra.


I denne tilgang undersøger jeg sammen med forældre hvad der ligger bag barnets adfærd, og hjælper med at "oversætte", det barnet viser. Der trænes et sprog for følelser, og undervises i hvilken betydning de har. 


Der gives viden om nervesystemet, og om menneskets neurologiske reaktioner på pressede situationer. Dette tilsammen giver en forståelse for hvad der gemmer sig bag en udadreagerende, ængstelig eller tilbagetrukket adfærd, og hvordan man kan hjælpe sit barn til at få ro og tillid til at få støtte og opbakning i det svære. Sessionerne vil veksle mellem at være med og uden børnene.